House of Essays

House of Essays
www.petermouritzen.dk/

Hunden der var en and - (2009)

Da jeg var barn, læste jeg historier om de tapre sanktbernhardshunde, der reddede folk, som var faret vild i sneen i alperne. De reddede for resten også ænder – dén historie kunne man læse i Anders And. Og så måtte den være sand!
      Hundene bar en tønde med cognac om halsen, så den frysende nødstedte kunne tage sig en slurk og få varmen.
      


Den mest berømte sanktbernhardshund – den, der har givet stof til alle historierne – hed Barry. Fra 1800 til 1812 var den superhund i et herberg på Store Sankt Bernhard, på vejen mellem Schweiz og Italien.
      Fakta om Barry læser jeg nu i et voksenblad, Samvirke, der er et seriøst magasin med pålideligt fagligt indhold. Og jeg ved ikke, om jeg bryder mig om at læse videre, der er noget truende ved nøjagtige informationer, de har det med at tage glansen af det gamle guld.
      Men foreløbig går det: Jeg læser, at klosteret ligger der endnu. Barry er der, selvfølgelig, ikke mere; men på grund af hundens store fortjenester, står den i dag udstoppet på Berns Naturhistoriske Museum.
      Så langt så godt.
      Den mest berømte historie om Barry – bortset fra den i Anders And – handler om redningen af en dreng. En aften opførte Barry sig uroligt. Den kradsede på herbergets dør, den ville ud i snestormen. Munkene lukkede Barry ud, og da den et stykke tid efter kom tilbage, rykkede den med sin mund i snoren til klokken i herberget, så munkene vidste, at den var kommet tilbage og ville lukkes ind.
      På sin ryg bar Barry en seksårig dreng. Han var stærkt forkommen - men i live.
       I nogle versioner af historien hedder det, at Barry fik den lille dreng til at drikke cognac, så hans frosne blod begyndte at rulle igennem årerne. I andre versioner hedder det, at Barry lagde sig ned i sneen ved siden af drengen og varmede den lille, forfrosne krop med sin egen kropsvarme. Indtil drengen selv fik så megen varme, at han livede op og kunne lægge sig på ryggen af Barry, der således bar ham hjem til herberget.
       Hvilken version, der er den rigtige, vides ikke – og nu begynder jeg at blive bange, for når man først taler om flere versioner af sandheden, er virkeligheden allerede begyndt at smuldre.
       Men endnu holder historien bastionen: Barry redder en dreng, det står foreløbig fast; og her grundlægges myten om de barmhjertige sanktbernhardshunde.
       Det er en god historie. Den handler om godhed og kontakten mellem mennesket og hunden, der som bekendt er menneskets bedste ven.
       Det er en historie, som vi mennesker gerne vil varme os ved. Med en god cognac i hånden, siddende foran pejsen med de hyggeligt knitrende brændeknuder en kold vinteraften i januar eller februar, genopfrisker vi i Samvirke den gode, gamle historie, mens vi længes efter at sneen og isen smelter, og passet imellem vinter og sommer igen bliver farbart, så vi kan få forår i sjæl og krop.
       Historien er så god, at det gør mig hjerteligt ondt at læse, at den gode Barrys efterkommere, sanktbernhardshundene i herberget, der senere blev et hospice, i 1937 overfaldt en lille pige og bed hende ihjel. Munkene havde efterhånden ikke styr på avlen, der var gået indavl i godheden.
       Man kan trøste sig med, at Dræber-Bernhard´erne trods alt ikke var Barry!
        Men nu, er jeg bange for, krakelerer alt – for strengt taget er det heller ikke Barry, der står udstoppet den dag i dag på Berns Naturhistoriske Museum. Ikke den originale Barry. Den originale Barry blev ædt af møl og udskiftet med en ny, død hund. Den ny Barry ligner mere en sanktbernhardshund, som vi kender den i dag. Den oprindelige Barry var mindre og havde et smallere hoved, læser jeg. Faktisk lignede den slet ikke en ”rigtig” sanktbernhardshund, sådan som vi helst vil have at den ser ud, en stor, godmodig bamse med et rart, børnevenligt hoved, på trods af et lidt bedrøveligt udryk i øjnene. En sådan vamset vovse ville i øvrigt ikke være særlig velegnet til redningsarbejde i sne. Som for resten heller ikke mere finder sted!
        Nej, fakta om gamle Barry, Ur-Barry, er, at den var en mere strømlinet sag. Men sådan vil vi jo helst ikke se den. Det forholder sig på samme måde som med dronterne, der uddøde, da brutale sømænd slagtede hele bestanden for nogle hundrede år siden på øen Mauritius. Bortset fra et par skeletrester i Oxford og København har vi kun tegningerne af dronter tilbage. Og de bliver altid tegnet som tykke og rare; men det er en idyllisering fra romantikkens tid. I virkeligheden passede dronterne slet ikke til deres runde navn, de var nogle magre pelikaner.
        Og for resten hed Barry heller ikke Barry. Barry er et navn, som Mickey Mouse-turisterne har givet den – en forvanskning af hundens rigtige navn, Bäri. Som betyder lille bjørn.
        Man bør ikke læse efter at man er blevet voksen! Som barn læste man gode bøger, som voksen læser man kun onde. Man begynder at forstå Manden Der Ikke Ville Vide Mere i Peter Bichsels funklende underfundige ”Børnehistorier” – Jeg vil ikke vide mere, sagde manden, der ikke ville vide mere.
        Jeg kender slutningen på Bichsels historie. Manden der ikke ville vide mere, må erkende, at han først må vide alt. ”Jeg må først vide, hvad jeg ikke vil vide …” Ellers kan han jo ikke vide, om han ikke vil vide mere. Så han begynder at studere alt og ender med også at kunne kinesisk. Og dermed er fælden klappet, for hvis ved man ved alt, kan man ikke sige, at man ikke vil vide mere.
        Og jeg har heller ikke noget valg, jeg er begyndt, og man kan ikke vide halvvejs: Det er et faktum (læser jeg), at ingen – ingen! sanktbernhardshund nogen sinde har båret en lille tønde med cognac! De tønder, der er bevaret fra 1800-tallet, har ingen taphane og ville som sådan være nytteløse til redningsarbejde. Det er kun den ny Barry, der bærer en tønde, udstillingshunden i Bern, den bærer en flot Røde Kors-tønde om halsen!
        Det bliver værre: Det er heller ikke sikkert, at Barry har reddet den lille dreng, som hunden er blevet så berømt for. Faktisk findes der ingen samtidige optegnelser om heltedåden. Munkene i gamle dage interesserede sig ikke for mytemageri. For dem var redningsarbejdet blot et ganske almindeligt praktisk arbejde i Guds ånd.
        Fanden ta´ fakta; men historien om Barry og dens tapre redning af drengen er faktisk nedskrevet langt senere af en præst, der efter et besøg i herberget, fik den idé at bruge hundene til at udbrede budskabet om Guds barmhjertighed til menneskene. Så historien er sandsynligvis humbug.
        Men ligesom hunden ligner sin herre, som man siger, er historier heller ikke anderledes end mennesker. Mennesker får de historier, de vil have – og derfor får historierne et menneskeligt ansigt. Som til forveksling ligner et glad barn. Som mig, dengang for mange år siden, da jeg slugte historien om sanktbernhardshunden i Anders And. Med vams og tønde.
         Historien om hunden er måske en and. Men når en løgn bliver til myte, bliver den sand. Det ved jeg, nu, som voksen, selv om jeg egentlig ikke ville vide det. Der er ingen vej tilbage, til barndommens glade dage.


(2009)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar