House of Essays

House of Essays
www.petermouritzen.dk/

Poetik med komik - (1986)

Bliver der overhovedet brug for forfattere i fremtiden? Et vanskeligt spørgsmål, som måske bedst kan besvares med et modspørgsmål: Bliver der overhovedet nogen fremtid uden forfattere?

Ill. Boye Willumsen
Før du beslutter dig, om du vil være forfatter eller ej, bør du nok gå på biblioteket og studere nogle af de anmeldelser, der er skrevet om andre forfatteres bøger. Pluk en pæn samling af de allerværste tidsler ud og studer dem nøje (jeg kan anbefale nogle af Borums bidske). Brug så al din fantasi til at forestille dig, at ordene er møntet på dig. At din familie læser dem, at dine venner læser dem - og værst af alt, at dine fjender læser dem. Hvis du ikke har fantasi nok til at forestille dig det, er det nok ikke forfatter, du bør blive. Og hvis du har, vil du sandsynligvis ikke være det.

Bliver der overhovedet brug for forfattere i fremtiden. Et vanskeligt spørgsmål, som måske bedst kan besvares med et modspørgsmål: Har vi overhovedet brug for en fremtid?

I Danmark kan (næsten) alle læse, eller lærer det. Problemet for forfattere her i landet er måske ligefrem, at folk læser for godt, dvs. meget bogstaveligt, meget konkret. Det, der står imellem linjerne, det usagte, har ikke de bedste vilkår her til lands. Som dansk forfatter bør man derfor bestræbe sig på at skære antydningens kunst ud i pap.

Det klogeste vil nok være at skrive for nutiden. Hvis du har talent nok, vil du nemlig så også blive læst af eftertiden og dermed slå to fluer med ét smæk. Hvis du derimod udelukkende satser på at skrive for eftertiden, kan du ikke regne med at blive læst nu, og dermed jo ikke få noget pålideligt fingerpeg om, hvorvidt dine anstrengelser engang vil lykkes. Så det er højst usikkert det der med at skrive for eftertiden, men bestemt respektabelt. Det eneste, jeg vil advare dig imod, er at skrive for fortiden. Det skulle man måske heller ikke tro kunne lade sig gøre, men se om det ikke kan! At skrive om fortiden er noget helt andet. Det kan man gøre, hvad enten man vælger at skrive for nutiden eller for eftertiden. Du kan naturligvis også blive filosof.

Intetanende er du nu på vej ud i ordløshedens gru, en ødemark er sproget nemlig, selv om den måske ikke ser sådan ud: Ligner ordene måske ikke tværtimod fagre blomster? Men pas på - de er kun et kønt broderi, de pynter sig med falske fjer! Det eneste den flora kan er at tale pænt om sig selv. Kun en pæn kantning er alfabetet, menneskenes mesterværk, kun et par dygtige sting i ur-skrigets alleryderste spids. Vid det, og stop, STOP!

Giv dig tid!
Din bog kan tids nok blive glemt.

Grundighed er den undskyldning, du kan bruge for aldrig at udgive noget. I denne forbindelse er det nok værd at lægge sig på sinde, at en forfatter in spe er bedre end en forfatter til spot.

Hån bør altid bringe det bedste frem i dig, litterært. Prygl, dvs. korporlige klø, er endnu bedre. Skulle du blive spyttet på, i bogstaveligste forstand, er din lykke gjort. Regn nemlig ikke med en autodafé i Danmark! Der er grænser for, hvad det danske folk vil gøre for dets forfattere. Almindeligvis vil du blive tolereret, næppe ænset - og det er nok den virkelige udfordring, når det kommer til stykket. Kan du ikke klare det, bør du se dig om efter en anden beskæftigelse. Overvej da at gå ind i politik, f.eks. Og sæt så en kulturhetz i gang, der er mange måder at styrke kunsten på!

En epigon bliver du kaldt, hvis du efterligner en bestemt anden forfatter. Det er sjældent rosende ment. Den eneste, der muligvis kunne tænkes at ville rose dig for dit epigoneri, er den forfatter, du efterligner. Han har da dannet skole, og fået sin sprogtone blåstemplet som uefterlignelig original.

Du har en drøm. I drømmen går du rundt på må og få i en by, uden præcis at vide, hvor du er. Men det er ikke det værste. Det værste er, at du heller ikke ved, hvem du er. Pludselig stopper du foran et boghandlervindue - og se: Dér i vinduet på et klæde af kongeblåt fløjl ser du din splinternye succesroman ligge udstillet under en legemstor fotostat af dig selv! Beruset, akkurat som i en forelskelse, styrter du ind i boghandelen og spørger efter bogen. Ekspedienten smiler imødekommende og leder dig hen til et lille bord med en lang kø foran. Da du endelig når frem, finder du dig selv siddende bag bordet i færd med at signere eksemplarer. Men det er jo mig! udbryder du direkte henvendt til forfatteren, som blot ser blasert op på dig og replicerer: Det siger de sgu alle!

For enhver forfatter med respekt for sig selv gælder det, at alle andre forfattere er et nødvendigt onde. Kollegerne er blot til, for at læserne ikke skal mangle læsetræning imellem mesterværkerne.

Det er naturligvis ikke muligt at angive længder for litterære tekster. Et (langt) digt kan magelig strække sig længere end en (almindelig størrelse) novelle, eller for den sags skyld en (kort) roman.På samme måde er det naturligvis heller ikke muligt at angive en eksakt målestok for litterær kvalitet. Men måske kunne man forsøgsvis slå de to begreber, kvalitet og kvantitet, sammen og sige, at en litterær tekst, hvad enten det er et digt, en novelle eller en roman, og hvad enten der er tale om tekster i små, normale eller store størrelser, skal have nøjagtig det antal ord, der skal til, for at man overhovedet ikke bekymrer sig om at stille sådanne spørgsmål.

Et miskendt geni tager det normalt meget lang tid at blive.

Kunstnermyter er svære, måske endda umulige at udrydde. F.eks. den der med, at sult, og et utæt tagkammer, bringer det bedste frem i forfatteren. Og at en stump tællelys er nok at se ved. Osv. Osv. I folks forestillingsverden indgår kunstnere almindeligvis som kunstnere i (go´e) gamle dage. Mange tror endda, at kunstnere er en uddød race, ligesom dinosaurerne, blot med den forskel, at dinosaurerne omtales med en form for respekt og ærefrygt, måske ligefrem som et savn.

Unyttig er en opfattelse af kunst, der sjovt nok - paradoksalt nok - mest er fremherskende i i-lande.

En rigtig digter er naturligvis noget af en anakronisme, lidt i familie med prinsessen på ærten: En alt for ømskindet størrelse, der ved med sig selv, at han aldrig burde være født. Det er det eneste, han ved. Om det skriver han så brillant til sin dødsdag.

Det er bestemt ikke nogen naturlov, at man skal have en eller flere muser i løbet af forfatterskabet. Højst en undskyldning for lidt skæg undervejs. Kend dig selv!

Lad endelig være med at bilde nogen - allermindst dig selv - ind, at du skriver for et eller andet godt formåls skyld. Du skriver, fordi du lider af sygdommen SCRIBO ERGO SUM. På godt dansk betyder det, at du ville gå til på sjæl og krop, hvis du ikke skrev. Så skrøbelig er din karakter, pjok! Indrøm det med det samme, som en alkoholiker, der siger: Jeg er alkoholiker. Altså, SCRIBO ERGO SUM. Vær illusionsløs. Det er det første skridt. Desværre ved jeg ikke til hvad.

Hvis du skulle blive interviewet til en avis om din bog, må du endelig ikke nære for store forventninger til resultatet. Journalisten vil sandsynligvis ikke have læst din bog, og hvis han har, har han ganske givet ikke forstået den. Du skal heller ikke regne med at blive citeret for, hvad du har sagt, men derimod for, hvad journalisten ønsker, at du havde sagt. Men det er ikke journalistens skyld, det er dig, der er for uerfaren. Hvad du skriver (hvis du altså ikke er en af de der journalister, der er forklædt som forfattere), og det som journalisten vil fortælle sine læsere, er principielt to uforenelige modsætninger (ellers var du jo ikke forfatter, journalisten ikke journalist). Lad imidlertid være med at protestere imod, hvad du finder er nonsens. Før du får nået at åbne munden til protest, er det såmænd altsammen glemt, hele miseren pakket ind i fisk.

Et lille tip mht. at få det fulde udbytte af en scrapbog: Hold altid en plads åben ved siden af en dårlig anmeldelse. Her kan du nemlig så klistre anmelderens dødsannonce ind, når han en dag går bort. Tro mig,det tager brodden af det lort, der bliver skrevet om dig.

Anmeldere er ikke - som det ellers altid hævdes - mislykkede forfattere. De kan udmærket være mislykkede så meget andet.

Vitser - især dårlige - bør man normalt overlade til anmeldere.

Det er naturligvis forskelligt fra forfatter til forfatter, hvilke ritualer der udføres for at komme i gang med at skrive. Nogle har det med at kredse i tættere og tættere cirkler omkring skrivestedet, indtil de endelig snurrer tre gange rundt om sig selv, sætter sig brat ned og begynder at skrive løs. Dette er et eksempel på et ualmindelig fjollet ritual (skønt sikkert effektivt for nogle) - og det er mig magtpåliggende at understrege, at det ikke er min stil! Et efter min mening langt bedre - og mere passende ritual - er at sætte sig til rette med det samme, banke panden ned i bordet, rette sig op i sædet og udstøde et jodlende Tarzan-hyl og så skrive løs! Men det kan man naturligvis diskutere.

En forfatter er som et barn, der lærer at cykle. Balanceevnen er ikke noget naturgivent, men tværtimod noget der skal tilkæmpes. På samme måde med sprogets motorik, den er et evigt handicap. De bedste forfattere er stammere, i ordets videste forstand. Måske kunne man sige: At skrive er et forsøg på at synge sin stammen væk. Eller: Hvad det drejer sig om er at komme i tråd med sig selv.

Der er (også unge) forfattere, der af vane sidder og hænger ind over papiret, som gamle krumbøjede koner, som overvejede de for alvor at sænke sig selv som en sonde ned i den verden, hvis forfald de med radaragtig præcision er i færd med at diagnosticere: Åh, ret jer op, skrivende skrutrygge! Vil I måske ende i medicinhistorien som tavler, som skræmmebilleder på rygskader - vil I måske udødeliggøres som røntgenbilleder i en lægebog i stedet for portrættering i litteraturhistorien?

Det bedste sted at skrive er ved køkkenbordet. Her er køleskabet nemlig lige for hånden, og hvis du skulle løbe tør for ideer, er det altid en trøst med et fyldt køleskab. Skulle du - imod danskeres sædvane - være mæt, kan du i stedet bruge køleskabets indhold til en lille øvelse i kunsten at beskrive. Husk i den forbindelse, at madvarers navne altid er prægnante. De byder på nogle af de bedste klangfarver i hele vokabulariet. Af samme grund skulle man måske synes, at det var unødvendigt at sminke pålæg. Men det er selvfølgelig en anden historie.

At hvile på laurbærrene er en dødssynd. Nogle gange kan man godt have Gud mistænkt for at være en sadist, der har skabt verden med en pisk, og menneskene som en masochistisk variant af sig selv. Her var måske en god idé til en bog?

En vis portion narcissisme er nødvendig. Se dig f.eks. i spejlet. Ligner du måske en forfatter? Nej, vel. Du er nødt til at gøre lidt mere stads af dig selv. Du skulle måske købe dig en forfatterhat.

Et pseudonym er blot et andet navn for ekstrem forfængelighed.

En målgruppe er den nærmere definerede gruppe mennesker, som man skriver for, hvis man ikke har noget at sige alle andre.

Talent er naturligvis en forudsætning. Bortset fra det er der ingen, der rigtig ved, hvad talent er. Og dog taler man ustandselig om det, med en indforståethed som fra en anden verden. Måske kan man sige, at det er en slags åndelig møntfod? - og en gåde: Den, der har talent, kan nok sælge ud af det (hvis det er det han vil) - men den, der ikke har, kan aldrig i livet købe det! Men måske er det bare et virkelig godt ord, bedst sammenlignelig med en magisk formular, hvis eneste mening er en foruroligende mangel på samme.

At skabe er lidt af en tilsnigelse som beskrivelse af forfatterens arbejde.En forfatter starter ikke på et nulpunkt, som nogle måske tror. Heller ikke, hvis han er begynder - hvis han ikke har skrevet et eneste ord før! Det fra starten "tomme" papir er slet ikke tomt, men tværtimod "beskrevet" med en uendelig mængde af usynlige ord - alle de ord, der overhovedet findes, og med dem alle deres potentielle kombinationer. Kort sagt: Alle (sproglige) muligheder foreligger naturligvis på forhånd, latent i selve alfabetets system - de mangler blot at manifestere sig. Og angsten for det tomme papir er således angsten for at komme til syne som sig selv - den angst, der er forbundet med enhver (eksistentiel) valgsituation. Derfor er forfatteren ikke at sammenligne med den gud, der i Det Gamle Testamente med den største selvfølgelighed af verden skabte alt ud af intet, thi den gud havde, som aldrig før og siden, om jeg så må sige - ordet i sin magt.

Magiske formler er ikke lette at finde. De viser sig næsten altid at være fundet for længst. Måske er der håb at hente i forfatteren Peter Bichsels ord om opfindere, at det kun er rigtige opfindere, der kan opfinde ting, der allerede eksisterer. På samme måde med digtekunstens magiske formler: De er allerede fundet, hvad det gælder om er at opfinde dem igen - og måske er det kun rigtige digtere, der kan det? 

(Af: Kunsten at skrive - lille håndbog for skrivende folk, forlaget Hovedland 1986)



Ingen kommentarer:

Send en kommentar