House of Essays

House of Essays
www.petermouritzen.dk/

Kvante og Jante - et essay for børn - (1993)





Vi skal langt væk. Langt, langt væk ... Til en helt anden planet. Jante, hedder planeten og den ligger lige så langt fra Jorden som Jorden ligger fra den.
     Her på planeten Jante bor der ingen mennesker. Der findes godt nok levende væsener. Mange endda. Men de er nogle underlige nogen. de ligner udråbstegn - ! - ja, sådan ser de allesammen ud. På nær ét -
     På planeten Jante findes der nemlig også et andet væsen. det ser ikke ud som nogen af de andre. Det ligner et lille spørgsmålstegn - ? - og det er det eneste af sin slags på hele planeten. Kvante, det er den lille fyrs navn. Han er lidt af en stakkel.
     Det er nemlig ikke morsomt at være Kvante på en planet, hvor der ellers kun bor janter. Janterne er allesammen kæmpestore, og de råber og skriger i munden på hinanden, og ikke nok med det, de slås også - hele tiden! De tér sig som vilde dyr, for janterne er meget krigeriske, og de ligger ustandselig i krig om, hvem der er den klogeste på planeten. Og skulle de et øjeblik holde fred, ja, så bruger de tiden på at drille den stakkels, lille Kvante.
     "Hvad er du for en bette pjevs?" siger de. "Du er så lille, at man næsten ikke kan få øje på dig. Det er fordi du ikke ved noget. Du er DUM!"
     Det bliver Kvante selvfølgelig ked af at høre. Men på en måde er det sandt nok. Kvante ved ikke rigtig noget, i hvert fald ikke så meget som alle janterne. De ved ALT! Man kan spørge dem om alting, og de mangler aldrig svar. Heller ikke hvis man spørger dem, hvem der er den klogeste på hele planeten Jante - så peger de allesammen øjeblikkelig på sig selv og råber: "Det er jeg! Alle andre er nogle kvaj!".
     Og så kommer de straks op at slås ... hvis de ikke ligefrem går i krig. På planeten Jante er der altid en frygtelig ballade.
     Hvis man spørger Kvante om noget - så svarer han bare, at det ved han desværre ikke. Og så synker han sammen som en lille undskyldning for sig selv og ser endnu mindre ud end han i forvejen er - og alle janterne giver sig til at grine ad ham ...
     HA HA HA! HO HO HO!
     Og Kvante græder ...
     En dag bestemmer Kvante sig for at gå langt ud i skoven. Han er ked af det. han kan ikke længere holde ud at være sammen med alle de store janter. Der er altid for meget ballade. Og han kan heller ikke holde ud, at han altid bliver drillet ...
     Nej!
     Kvante vil leve helt alene nu. Helt alene for sig selv. Sådan at ingen kan stille ham spørgsmål og få ham til at føle sig dum.
     Men ude i skoven møder Kvante en gammel mand. Hans er også en jante, men han ser nu ikke så farlig ud. Han har langt, hvidt skæg. Og store, stærke briller. Og en høj, skaldet pande. Og han sidder på en træstub og ser meget bedrøvet ud.
     Kvante ved ikke rigtig, om han tør Men så tager han mod til sig og går han til den gamle jante og spørger: "Hvorfor sidder du her?"
     Den gamle jante ser forbavset på Kvante, men svarer så: "Jeg sidder her, fordi jeg er ked af det. Jeg er den ældste her på jante. Jeg kan ikke finde på mere at spørge om. Og det er så sørgeligt. at jeg ikke mere har lyst til at leve. For jeg er så gammel, at jeg ved, at når der ikke er mere at spørge om, så er det på tide man dør."
     "Ved du da alting?" spørger Kvante.
     ALT!" nikker den gamle jante. For nok var han gammel og klogere end de andre janter, men en rigtig jante var han nu alligevel.
     "Men du ligner ikke et udråbstegn," siger Kvante.
     "Det er fordi min ryg er bøjet, fordi jeg er gammel og ked af det," svarer den gamle jante. Og så giver han Kvante et par prøver på alt det han ved. Den gamle jante råber ud i skoven:
     "Hvem er den klogeste mand på Jante?".
     Og som et ekko af ham selv kommer svaret:
     "Det er du!"
     Og den gamle jante råber:
     "Hvad hedder den klogeste planet i hele Universet?"
     Og som et ekko af ham selv kommer svaret:
     "Jante!"
     Og den gamle jante råber:
     "Hvad gør man, når man ikke mere spør´?"
     Og som et ekko af ham selv kommer svaret:
     "Dør!"
     "Bare der var et eneste spørgsmål, jeg ikke kunne svare på - så ville jeg være glad," sukker den gamle jante. "Men det er ikke noget du skal bryde dit hoved med - hør, hvad er du forresten for en starut?"
     Kvante skal lige til at svare, at han bare er et lille spørgsmålstegn, da han pludselig får en lys idé ... "Ved du virkelig ikke, hvad jeg er?" spørger Kvante.
     Den gamle jante bøjer sig frem for at se nærmere på Kvante. Men selv om han har stærke briller, må han klø sig i nakken og give op. "Nej," siger den gamle jante. "Du minder mig om et eller andet. Men jeg har glemt, hvad det er. Nej, jeg ved det ikke."
     "Så siger jeg det heller ikke," siger Kvante. "For så er der jo noget, du ikke ved."
     Den gamle jante bliver jublende glad!
     Han får pludselig lyst til at leve igen. Pludselig står han oppe på træstubben og slår ud med arme og ben. Det er ligesom han vil holde en tale - og det er faktisk også det han beslutter sig til. Den gamle jante vil afholde et møde om klogskab for alle planetens janter - den gamle jante er nemlig en meget, meget gammel jante! Og Kvante, det lille spørgsmålstegn, skal med som ... ÆRESGÆST!
     Og sådan bliver det - den gamle jante indkalder til et møde i den største sal på hele planeten. Han begynder med at fortælle om alt det, han ved. Alle de klogeste janter fra alle egne af planeten er mødt op. Der er både gule janter, og brune, og røde, og sorte, og hvide, og skotskternede og ... Og de er allesammen lige ved at komme op at slås om, hvem der er klogest!
     Men så banker den gamle jante hårdt i bordet og ser vredt på de forsamlede janter - og det hjælper! Den gamle jante har de nemlig respekt for. Og da der er ro igen, sæter den gamle jante så Kvante op på bordet foran sig - og siger, at der heldigvis er ét spørgsmål, som ikke engang han - den gamle jante - kan svare på. Han ved ikke, hvad det her er. Om der e rnogen i salen, der ved det? For den, der ved det, må være den allerklogeste på hele planeten ...
     Men der er ingen, der ved, hvad Kvante er, og alle de store janter bliver mindre og mindre. de bliver flove over, at der e rnoget de ikke ved - i hvert fald bliver de mindre og mindre vigtige. Og de bøjer allesammen deres hoveder og kommer vel nærmest til at ligne små spørgsmålstegn!
     Og den gamle jante siger, at han som sagt heller ikke ved det. "Men hvad dét end er" - og her per han på Kvante - "så er han den klogeste af os alle, for han stillede mig et spørgsmål, jeg ikke kunne besvare."
     Det bliver Kvante glad for at høre.
     Ingen fandt nogensinde ud af, hvad han var, men nu begyndte han at vokse, og blev med tiden et stort spørgsmålstegn, som alle på planeten Jante så op til med naturlig respekt. Og selv om han voksede sig stor, var han så klog, at han aldrig rettede sig ud til et udråbstegn.





(Oprindelig trykt i "Fortælletræet - en samling gode historier", Det Danske Spejderkorps 1993)
      

      
  

Ingen kommentarer:

Send en kommentar