House of Essays

House of Essays
www.petermouritzen.dk/

Når masken sidder skævt - om Poul Anker Bechs verdensbilleder - (1981)

Motorcykel ved bunker, maleri af Poul Anker Bech, 1981


Når Poul Anker Bechs billeder fascinerer mig i så høj grad som tilfældet er, skyldes det ikke at vi deler geografi, sådan i betydningen: Det er sjovt at se på billeder af landskaber, man kender. Vi bor ganske vist ikke så langt fra hinanden og har således mange af de samme geografiske billeder for øje i vor dagligdag, billeder som Bech ofte har brugt motivisk. Men min fascination bunder ikke i nogen genkendelsens glæde, snarere tværtimod. Foruroligelse er nærmere et nøgleord, dog er dette heller ikke en helt præcis beskrivelse af, hvad jeg føler. Hvad så? Jo, nok kan Bechs billeder påkalde den bange hare i mig, men uden jeg stikker i løb. Jeg bliver stående, lettere paralyseret, stirrende. Der er tale om en ængstelse af særegen art, er form for narcissisme måske, som noget i retning af at overvære sin egen hjerneoperation.
     Det er nemlig nogle af mine indre landskaber, Bech lokaliserer og konfronterer med den såkaldte virkelighed. Og det er per definition ikke nogen behagelig konfrontation, for det er altid forbundet med en ikke ringe portion angst at se masken sidde skævt på den fra barndommen indoktrinerede og vedtagne geografi. Som jo også er en sindets geografi, d.v.s. psykologi. Og en verdenslære og en universophængning. Det, den gode kunstner Poul Anker Bech gør, er at præsentere mig, den beskuende, for en grimasse, der ikke rigtig passer. Og det, at det mange gange grænser til et naturalistisk nik og goddag, gør bestemt ikke uhyggen mindre. Bechs billeder af virkeligheden rykker mere eller mindre diskret verdensaksen af led, den akse hvorom den hele virkelighedsoplevelse jo balancerer. Bech klipper et lille hul i sikkerhedsnettet, lader os ane det, eller tydeliggør sine intentioner (som jeg opfatter dem), f.eks. ved at lade ting og personer flyde ud som gopler eller fluida, rest- eller randeksistenser, immaterialiserede på godt eller ondt - hvad ved jeg? - men uden for en samfundsskabt (u)orden.
     Poul Anker Bech bor i Bastholm, Vendsyssel, men er ikke provinsiel, lokal derimod i ordets positive betydning. Det konkrete, nære, i hans billeder bærer samtidig på de kim, der synes bristefærdige, i færd med at overskride en indsnævret og dermed fordummende grænse, vor ramme om vort etablerede livsrum. Lilleverdenen som et spejl for umådelighedens skræmmende skønhed. Faktisk betragter jeg billedkunstneren Bech som værende noget af en metafysiker. Hans billeder er ikke mystik, men et vidnesbyrd om at virkeligheden i virkeligheden er et langt større rum. Og at man gør klogt i at tvivle på sin hjernes normale kapacitet. Til dette almennyttige formål synes jeg Poul Anker Bech giver en stærk håndsrækning.

Forfatteren Henrik Bjelke har i antologien "Hjørner af virkeligheden" (Arena 1977) skrevet et mildest talt tankdevækkende essay, hvori han bl.a. citerer Aldous Huxley for følgende: "Enhver af os er verdenssjælen, potentielt set. Men da vi er organiske væsener, er det vor opgave at leve videre for enhver pris. For at muliggøre biologisk videreleven må verdenssjælen kanaliseres gennem hjernens og nervesystemets reduktionsventil. Det som kommer ud af den anden ende af denne, er et usselt smådryp af den form for bevidsthed, der vil hjælpe os til at holde os i live på overfladen af vor klode."
      Billederne af Bech er med til at åbne noget mere for den hane, så dryppene bliver til de større dråber, der kan ende med en flod. For til syvende og sidst drejer det sig ikke om at holde os i live på overfladen, så behøvede vi ikke bevæge os ned fra træerne, nej, det må dreje sig om at leve sammen, med vore sansers fælles og fulde brug. Uden at kombinere fantasien og fornuften tror jeg ikke, vi overlever som menneskehed. I alt for høj grad og alt for længe har vi tæret på den halvdel af hjernen, hvor logikken sidder og sygner. Bechs billeder er åbne invitationer, et frisk syn til kombinering af fornuft og kreativitet. En fryd midt i gyset, en skønhed i det øde som kulturpessimisten repræsenterer. Denne pessimisme er ikke Bechs. Bech er en indvinder af psykens tabte terræn, ikke nostalgiker, men en nutidig seer.
     For resten hed Henrik Bjelkes essay "Undervejs til en større årvågenhed". Det kunne også være en sammenfatning af den virkning, Bech med sine billeder har gjort på mig. Og forhåbentlig også på andre. Selv er han godt på vej.
     Så mens vi venter på det ny verdensbillede med indbygget kulturchok, ville det slet ikke være så dumt at bruge ventetiden til at klargøre vore sanser. F.eks. ved at se på disse billeder af Poul Anker Bech. Og huske på at kun 1/10 af hjernen udgør vor bevidsthed.
     Bech ved det.


(Oprindelig trykt i et katalog for en Poul Anker Bech-udstilling i 1981, under titlen "Før sansefloden eller Har De husket at klargøre Deres øjne?")

Ingen kommentarer:

Send en kommentar