Med kulturen er vi
dus. Det er, som det skal være; men man skal være De´s med et
kunstværk.
For at følelser
kan overføres til andre kræver det form. Følelser skal tøjles.
Dutteri duer ikke i kunsten. Følelser virker kun i et spænd mellem
følelsen – og dens strenge beherskelse.
Dette gælder for
kunst såvel som for klovner. De store klovner – som Grock i sin
tid – opererer med dette spænd. Det komiske hos Grock var spændt
op på en (usynlig) baggrundshorisont af sin modsætning, smerte,
tragik. Jo større modpoler, jo stærkere spænding – og jo
stærkere er følelsen ud over rampen.
Hos Grock fødtes
humor. Ikke falden-på-halen-morskab som hos mere almindelige
klovner, men humor! Humor gør altid ondt, det er det
mærkelige ved humor. Det er det, der adskiller humor fra almindelig
komik.
Humor kommer af
alvor, ligesom lys kommer af modstand; og for at komme ud af skoven,
må man først gå ind. For at lære sig selv at kende, må man først
konfronteres med det fremmede i en.
Man bliver først dus med sig selv, når man har truffet sit De. På samme måde med kunsten. Den kunst, der duer, siger De til en. Hvis den ikke har den ”De-stance”, har den heller ingen anelse at tilbyde. Og det er anelsen, der er værket bag værket. På den måde er et kunstværk at sammenligne med et spøgelse. Har den intet fantom i sig, skjult, usynligt, virker det ikke. Anelsen er kunstens gejst.
Man bliver først dus med sig selv, når man har truffet sit De. På samme måde med kunsten. Den kunst, der duer, siger De til en. Hvis den ikke har den ”De-stance”, har den heller ingen anelse at tilbyde. Og det er anelsen, der er værket bag værket. På den måde er et kunstværk at sammenligne med et spøgelse. Har den intet fantom i sig, skjult, usynligt, virker det ikke. Anelsen er kunstens gejst.
Som kunstner skal
man være De´s med sit publikum. Der skal være modstand, distance.
Uden distance er der ingen modstand. Uden modstand ingen spænding.
Uden spænding ingen gnist. Uden gnist intet lys, intet liv, ingen
gejst.
Som publikum skal
man være De´s med sin kunstner. Man skal ane følelsens
vældighed, man skal ane bag kunstnerens beherskelse, bag
masken, bag formen. Det er derfor der skal distance til.
Flauberts
romanskikkelse Madame Bovary døde af mangel på form – i
forfatteren Lise Sørensens tolkning. Det betyder, at Madame ikke
formåede at blive ét med sine følelser, at få dem ”smedet
sammen” med sin person. Hun formåede ikke at beherske sin natur,
og med beherskelsen at skabe sin personlighed, at kanalisere sine
følelser ud i en form der gjorde hende helstøbt og dannede hendes
karakter – tværtimod. Følelser åd hende op, bogstavelig talt.
Som menneske skal
man ikke være sig selv. Det er for dovent. Man skal blive sig
selv. Det er næsten det samme; men den lille forskel er
altafgørende, som et krydderi der skærper selvet. Når man bliver
sig selv, har man fundet den form, der rammer ens natur og følelser
ind.
Først da, rammet
ind, kommer man til syne, først da kan man ses – og føles – af
andre. Ram jer ind og bliv til levende billeder!
(Holdt som åbningstale ved Kunstudstillingen i Vrå, august 1997. Optrykt i "Pennen og leen", forlaget Alfa 2007)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar