House of Essays

House of Essays
www.petermouritzen.dk/

Rammer klæ´r folk





Med kulturen er vi dus. Det er, som det skal være; men man skal være De´s med et kunstværk.
    For at følelser kan overføres til andre kræver det form. Følelser skal tøjles. Dutteri duer ikke i kunsten. Følelser virker kun i et spænd mellem følelsen – og dens strenge beherskelse.
    Dette gælder for kunst såvel som for klovner. De store klovner – som Grock i sin tid – opererer med dette spænd. Det komiske hos Grock var spændt op på en (usynlig) baggrundshorisont af sin modsætning, smerte, tragik. Jo større modpoler, jo stærkere spænding – og jo stærkere er følelsen ud over rampen.
    Hos Grock fødtes humor. Ikke falden-på-halen-morskab som hos mere almindelige klovner, men humor! Humor gør altid ondt, det er det mærkelige ved humor. Det er det, der adskiller humor fra almindelig komik.
    

Humor kommer af alvor, ligesom lys kommer af modstand; og for at komme ud af skoven, må man først gå ind. For at lære sig selv at kende, må man først konfronteres med det fremmede i en.      
   Man bliver først dus med sig selv, når man har truffet sit De. På samme måde med kunsten. Den kunst, der duer, siger De til en. Hvis den ikke har den ”De-stance”, har den heller ingen anelse at tilbyde. Og det er anelsen, der er værket bag værket. På den måde er et kunstværk at sammenligne med et spøgelse. Har den intet fantom i sig, skjult, usynligt, virker det ikke. Anelsen er kunstens gejst.
    Som kunstner skal man være De´s med sit publikum. Der skal være modstand, distance. Uden distance er der ingen modstand. Uden modstand ingen spænding. Uden spænding ingen gnist. Uden gnist intet lys, intet liv, ingen gejst.
    Som publikum skal man være De´s med sin kunstner. Man skal ane følelsens vældighed, man skal ane bag kunstnerens beherskelse, bag masken, bag formen. Det er derfor der skal distance til.
    Flauberts romanskikkelse Madame Bovary døde af mangel på form – i forfatteren Lise Sørensens tolkning. Det betyder, at Madame ikke formåede at blive ét med sine følelser, at få dem ”smedet sammen” med sin person. Hun formåede ikke at beherske sin natur, og med beherskelsen at skabe sin personlighed, at kanalisere sine følelser ud i en form der gjorde hende helstøbt og dannede hendes karakter – tværtimod. Følelser åd hende op, bogstavelig talt.
    Som menneske skal man ikke være sig selv. Det er for dovent. Man skal blive sig selv. Det er næsten det samme; men den lille forskel er altafgørende, som et krydderi der skærper selvet. Når man bliver sig selv, har man fundet den form, der rammer ens natur og følelser ind.
    Først da, rammet ind, kommer man til syne, først da kan man ses – og føles – af andre. Ram jer ind og bliv til levende billeder!


(Holdt som åbningstale ved Kunstudstillingen i Vrå, august 1997. Optrykt i "Pennen og leen", forlaget Alfa 2007)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar