House of Essays

House of Essays
www.petermouritzen.dk/

Strawberry Story - (2009)


Jeg er blevet den lykkelige ejer af en jordbærkrukke. Så nu venter jeg spændt på det første, ikke bær, det hedder det jo ikke, det hedder en sammensat frugt; men det lyder lidt underligt at sige, at man venter på den første sammensatte frugt. Jordbær er ikke sproglig korrekte. Men de ved det heldigvis ikke, og jeg nænner ikke at fortælle dem det.

Min jordbærkrukke er glaseret, sort, stor. Buttet. En vom. En vom med lommer. Jeg associerer (for nemt) til en kænguru-mor med kænguru-unger. Man skal passe på med de billeder man danner som forfatter, de skaber forventninger hos læserne, de vil senere have mere kænguru, man skal vogte sig for ukontrollabel kænguru-metaforik.     

Ved jordbær at blive, det tjener mig bedst! Og regn har de fået, og sol, og blæst. Jeg går og nynner for mine jordbær, ved ikke om blæst er godt for dem, strengt taget har der heller ikke været megen blæst; men blæst passede i rytme og rimede på bedst, og hvad der rimer passer, den skide virkelighed må vige for poesiens sandhed!
Jordbærrene er stadig små og grønne, de er ikke vokset alverden - men der er ved at vokse en fortrolighed frem imellem dem og mig. Jeg går og småsynger. Jeg forsøger at ramme en ren jordbærtone. Jeg ønsker at skabe et godt klima for min jordbærkrukke, der - uforskyldt - er endt her, hos mig, i min varme gryde. Jeg slikker mig om munden. Jeg er en ulv i jordbærklæder!

Det har været en våd og klam aften. Overskyet. Lidt lys nu til sidst. Det er paradistimen, imellem sol og sort, da man længes efter Gud, og Fanden lusker bort. En solsort sang sent, så fløjlsblødt melankolsk og smerteligt smukt fra et højt træ oppe over min klitgryde: Blackbird singing in the dead of night ... Jeg håber ikke den fik øje på min jordbærkrukke.

Come Rain, Come Shine ... Efter regn og rusk skinner solen igen på mine jordbær. Aner jeg et rødligt skær på det største? Minsandten, ja! Det er sommer, og safterne stiger. Som kunsten …

Her til aften trækker jeg i min fjederham. Jeg er en solsort. Men tænker som en poet: Thirteen ways of looking at a strawberry - O, Wallace!
I know noble accents 
And lucid, inescapable rhythms; 
But I know, too, 
That the blackbird is involved 
In what I know.

Man skal være på god stilk med sine jordbær. Citerer og smånynner Beatles: Strawberry Fields Forever. Det kan de godt lide, de er poetiske planter, de lytter. Øjne har de ikke, så vidt jeg kan se, det er godt, Living is easy with eyes closed ... Nikker de, eller er det vinden? De er grønne endnu. Naive. Ved ikke, at de er endt i gryden hos en gal jordbærkannibal.
Nothing is real, Strawberry Fields ...

The Strawberry King, Jordbærkongen, det største af mine jordbær, er nu halvvejs rødt, men hænger med hovedet. O, du Konge over jord, bær stolt din grønne krone! Hvorfor så mismodig? Har myrerne sagt sandheden, de små sladrehanke der kravler i krukken - har de fortalt, at jordbær kun er sammensatte frugter, bedst sammenlignelige med bastarder, ej bær, ej ægte?
Myrer er så kloge! Allerede Kong Salomon lovpriste de små lorte, hør her: Gak til myren og bliv viis. Gakgak-snak! Mig giver de kun kryb. Jeg giver i stedet jordbærrene terapi, trøster dem med, at vejen de bor på heller ikke er sproglig korrekt: Bag Sømærket. Men uden sømærke! Tyskerne sprængte det i luften under krigen. Der lyttes. Sømærkets sprængning er god gødning for jordbærplanters identitetsdannelse. Jordbærrene ængstes over menneskelivet og genfinder glæden ved at være jordbær.
Nothing to get hung about, Strawberry Fields Forever ...


Kong Jordbær er knækket! Hænger helt ned til jorden med brækket stilk. Ville vel yde sit bedste, men belastningen var for hård. Er det for hårdt et psykisk pres at være jordbær hos mig? Jeg trøster: ”Vi er alle sammen en smule jordbær, enhver er jordbær på sin måde.” - som den russiske digter Majakovskij sagde, da han så en udkørt hest. Han sagde bare hest, naturligvis. Han kom på frimærke. Men næppe med jordbærsprog.

Der er jo andre jordbær - som nu synes at blomstre op. Jeg har mistanke om et mord på Jordbærkongen, måske har der været paladsrevolution i krukken. Man ved ikke altid, hvad der foregår i jordbærkrukker. Især ikke om natten. Jeg må indrømme, at jeg er lidt bekymret. Jeg bryder mig ikke om revolutionære jordbær, og jeg tolerer ikke anarki i min krukke.


Er i tvivl om Jordbærkongen er død? Hvis så, har han taget syv jordbær på sidestilke med sig i døden. Syv samuraier? Har de begået harakiri? Da deres herre er død og de ikke kunne beskytte ham? Eller er det rævesøvn, taktik. Alle lurer vi på hinanden. Min taktik: Jeg lyver, siger, at jeg er til hindbær. En typisk hindbærmand. Tror de mig? Der er Bad Vibrations i jordbærkrukken.

I dag er det 23. juni, datoen er troldsk, og der hersker kaos blandt jordbærrene. Hvis Kong Jordbær er død, hvorfor bliver han så rød? Døden er ikke rød hos jordbær, kun hos Poe. Jeg må træde i karakter. Har forklædt mig som fugleskræmsel, blåt regnslag, stråhat, majspibe. Det er svært at holde armene oppe hele dagen, jeg må af og til baske med vingerne. Jeg kan godt lide det, har jeg endelig fundet mit ståsted i livet? Jeg virker! Solsortene er ikke skræmte, tværtimod, de tiltrækkes af mine baskende bevægelser, pyt, de er ikke længere hovedfjenden. Den ydre trussel er mindre end den indre, jordbærrene er deres egne fjender, jordbær er jordbær værst. Men de er bange for mig. Godt! Det hæmmer næppe væksten med lidt sund respekt. Jeg har kontrol over krukken. Jeg er den grusomme Bluebird! I dag er det Skt. Heks. Bål og brand truer de kætterske i krukken!




Der er kommet ro over krukken. Jordbærkongen lever, knækket, men bær-dygtig. Og alle de andre blomstrer op, kappes nu om at blive rødest i rang.
Men som de bliver større, melder sig spørgsmålet: Hvad er meningen med os, hvor går vi hen? Jeg olierer min samvittigheds tandhjul. Meningen med jordbær? De skal spises af mig! Ellers bliver de spist af solsorten, eller rådner på deres stilke. Jeg puster mig op, ulv, forarget over de små rødhætters ambitiøse filosoferen. Meningen? Med jordbær! Jeg ved ikke engang, hvad der er meningen med mig. Eller rettere: Det ved jeg, desværre. Der er ingen mening med mig. Ingen gider spise mig, vi er ikke kannibaler i vores familie, når der er en der dør, bliver man brændt til aske og puttet i en krukke og sat ned i jorden. Men jordbær har da en mening med deres korte liv. Ville jeg ikke gladelig bytte? Have været et jordbær, hvis jeg selv havde kunnet vælge? Men hverken jordbær eller jeg kan vælge skæbne. Min samvittighed er ved at få en god appetit.

Horror Story: Et bloddryppende jordbær i krukken! Det er Kongen! Solsorten har plukket i ham! Det er nu, før det ender i et blodbad. Kongen lader jeg forbløde, jeg plukker hans tykke minister. Han smager paradisisk - af skyld. Det er ikke let at være en protestantisk jordbærspiser. Man burde i tide have konverteret til Wallacismen: Jeg og et jordbær er ét. Resten af krukken får solsorten.


(2009)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar