Der var
engang en by, Mûrd. Tilbage står nu kun et gammelt æbletræ. Det blomstrer hvert år med blodrøde farver,
det bærer ikke æbler, men æbleskrog.
Mûrd
var en by, der havde sin storhed – og sit fald. Man mener, at de første
bosættere stammede fra Kain, der som bekendt slog sin bror Abel
ihjel på marken.
I begyndelsen var Mûrd blot et lille samfund af stammefolk, mûrdere. De boede i hytter, og bosættelsen hed ingenting. Men den udviklede sig, som tiden gik.
I begyndelsen var Mûrd blot et lille samfund af stammefolk, mûrdere. De boede i hytter, og bosættelsen hed ingenting. Men den udviklede sig, som tiden gik.
Stammefolkene
var oprindelig tabere, udstødte af andre stammer, udskud; de var
bunden, men energien var høj, ligeledes spændingen; man tændte på
det mindste, man ragede til sig det lidt der var, og myrdede hinanden
for et godt ord. Man skulle tro, at det var skidt, men nej, sjovt
nok, lovløsheden fik det lille samfund til at blomstre. Det blev et
sted for overlevere.
Kulturer
er vidt forskellige, og kun energiens lov kan vel forklare, at
stammefolk andre steder fra flyttede til det lille, livlige sted, der
langsomt voksede sig stort. De svage blev elimineret, de stærke blev
tilbage, og fornuften vandt, den viste sig at være den stærkeste,
man fandt det bedst at enes, fælles, der var mere end nok til alle,
blot man bar sig klogt af.
Jord
blev opdyrket og plantager plantet. Korn høstet. Vilde dyr blev
tæmmet. Fisk fanget. Frugt plukket. Håndværk kom til.
Arbejdspladser. Der kom masser af jobs. Håndværk. Skoler blev
bygget. Institutioner. Fabrikker. Krematorier. Kirkegårde, men ikke
kirker. For nok blev Mûrd mindre og mindre lovløs, men gudløs var
og blev den. I stedet for kirker blev der bygget gravpaladser, for rigdommen blev
stor. Masser af gravpaladser; fra at være en lille, indavlet samfund
udelukkende befolket af mûrdere, udviklede det sig nu til en stor og
driftig by, Mûrd, med høje, høje huse.
Et gravmæle rejst på byens torv, det
var et monument for Kain, den første mûrder; han rakte sin højre
arm op som et spir i triumf. På marmorstenen stod der skrevet: Er
jeg måske min brors vogter? Nu fik han sin oprejsning, Kain, så
mange Herrens år efter. Det var den katedral, der var i Mûrd.
I
forhold til indbyggertallet udgjorde mûrderne nu en mindre procent.
Og de myrdede ikke mere, metoderne blev mere raffinerede. Magt havde
de stadig. Man betragtede mûrderne som byens stamme, den gamle
kerne, med den egennyttige moral der havde grundlagt og betinget
byens succes. De oprindelige mûrdere blev regnet for byens førende
familier, de var byens aristokrati, og de sad på pengemagten, de var
byens bank; navnet Mûrder vakte respekt overalt, Mûrder Money kunne
bruges overalt, også uden for de mure man havde bygget for at holde
fjender ude; for Mûrd var i alt væsentligt selvforsynende og
vidste, at misundelse lurede fra alle verdenshjørner.
Mûrder-familien fik monopol på penge, og kom en ung mand i lære i
en Mûrder-bank, var det som at vinde i lotteriet. Der var lange
ventelister på lærepladser.
Det gav
dog problemer i længden. Unge, ambitiøse mænd med appetit på
hurtige penge, ville ikke underkaste sig de gamle. De unge begyndte
at tjene penge selv. Blot for at vise at det var let. Og det var det.
Griskhed blev ophøjet til lov. Men det udløste anarkistiske
tilstande, som – naturligvis – det gamle Mûrder-dynasti fik til
opgave at løse.
I
begyndelsen gik det også godt. Man købte de unge, oprørske. Men
problemet voksede til uforudsete proportioner. For at kunne købe
alle de nye, unge pengemænd, måtte man have flere penge end der var
i banken. Man begyndte at trykke flere penge, mange flere penge.
Pengesystemet blev langsomt, men sikkert udvandet. Til sidst var
pengene ikke noget værd. Der kom kritik af systemet, undergrundsgrupper dannedes, oprør, man ville have lov til at dyrke Abel for at råde bod på fortids synder og bede Gud om nåde og tilgivelse. Men det var for sent. Sulten var nu blevet herre. Man begyndte at myrde hinanden for halen af
en rotte. Til sidst havde alle myrdet hinanden; der var dog –
naturligvis – én tilbage.
Den sidste mand i byen, Magnus von Mûrder var ulykkelig. Han opholdt sig i sin penthouselejlighed i byens højeste hus, der var så højt at det rakte op i skyerne. Onde tunger kaldte det for Abels-tårnet for at drille den herskende klasse, der boede her, og som alle var Kainsdyrkere. Der stod Magnus med en blodig kniv i hånden. Han havde myrdet sin tjener, der havde været tro til det sidste, men nu, af sult, havde villet stjæle et æble fra ham. Det var selvforsvar; men det var lige meget, for der var ingen til at dømme ham, ingen til at anklage eller forsvare ham; men hvad værre var: nu var der ingen tilbage at handle med, da der skal to til en handel. Han ville nu selv dø. Men der var heller ingen tilbage til at slå ham ihjel, da der også skal mindst to til et mord. Hvad gjorde han? Det eneste mulige. Det eneste der gav mening.
-
Jeg tilhører en gammel slægt af mûrdere, sagde Magnus. - Vi har
altid haft motiv til mord, men aldrig et motiv til livet. Tilbage til
rødderne, de er rådne: Jeg soner nu endelig Kains forbrydelse over
for Abel. Jeg hænger mig selv.
Og
så forlod han sin penthouse i Abels-tårnet, tog elevatoren ned og gik - gnaskende på sit æble - gennem de
ligfyldte gader hen til Kains-monumentet på torvet, hvor han hængte han sig selv i et
reb fra Kains højre arm. Under hans livløse krop lå der et
æbleskrog.
(Ikke tidligere trykt)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar